|
|
| |
|
Gud tilgiver ved omvendelse
En af de helt specielle egenskaber man funder at Bibelens Gud har, er den at et menneske, dersom dette angrer de gerninger hvormed man har forbrudt sig imod Guds love og vælger at tage afstand fra sådant, kan få Guds tilgivelse.
At Gud har denne egenskab, er en meget interessant iagttagelse, eftersom dette viser, at Gud ikke bare er bundet af den kolde logik, men desuden besidder egenskaber som kærlighed, eftersom dette nødvendigvis må være motivationen for tilgivelse. Hvis nogen gennem sine handlinger, virkelig har vagt ens vrede, tilgiver man ikke vedkommende, uden at man holder af vedkommende. (Dersom mennesker i dag er i stand til oprigtigt at tilgive et medmenneske uden nogen form for egoistiske motiver, må dette anses som en guddommelig egenskab, som ikke kan forklares logisk, men som snarere må siges at have sin inspiration direkte fra oven).
I Bibelen ser man ofte, hvorledes Gud på den ene side er vred og vil straffe menneskene for deres ondskab, men på den anden side har medlidenhed med menneskene, at det går dem som det går, og ikke ønsker at det skal blive nødvendigt at straffe dem. Tilgivelsen forudsætter dog at mennesket tager et standpunkt, og omvender sig fra sin onde vej, hvorfor Gud sender sine profeter - og sin egen søn Jesus Kristus - med budskabet ,,omvend jer, så I må leve”.
Nedenfor gennemgås en række skriftsteder fra Bibelen, som behandler dette emne.
Gud KAN tilgive
Ezekiels Bog kap. 18 v. 21-23, v. 27 & v. 30-32:
,,Men når den uretfærdige vender om fra alle de synder, han har begået, og holder alle mine love og øver ret og retfærdighed, skal han bevare livet; han skal ikke dø. Ingen af de overtrædelser, han har begået, skal huskes. Ved den retfærdighed, han har øvet, skal han leve. Skulle jeg ønske den uretfærdiges død? siger Gud Herren. Skal han ikke bevare livet, når han vender om fra sine handlinger?”
,,Og hvis den uretfærdige vender om fra den uretfærdighed, han har begået, og øver ret og retfærdighed, skal han bevare sit liv.”
,,Vend om! Vend jer bort fra alle jeres overtrædelser, så de ikke bliver årsag til skyld. Kast jeres overtrædelser bort, skab jer et nyt hjerte og en ny ånd! Hvorfor vil I dø, Israels hus? Jeg ønsker ikke nogens død, siger Gud Herren. Vend om, så skal I leve!”
Gud ØNSKER at tilgive
Jonas Bog
Jonas bog er en meget interessant bog hvad dette emne angår. Den handler om hvorledes Gud sender Jonas til at udråbe Guds dom over Nineve, eftersom de levede i synd imod Guds love. Jonas vil dog absolut ikke af sted, da han er sikker på, at Gud når det kommer til stykket, ikke har hjerte til at gøre alvor af sine trusler, hvorved Jonas mener, at han vil blive helt til grin, hvis han har stået og profeteret død og ødelæggelse over byen. Til sidst må Jonas dog drage af sted. Og ganske som Jonas havde regnet med, gjorde Gud ikke alvor af truslerne, eftersom folket omvendte sig fra sin synd.
,,Derefter kom Herrens ord for anden gang til Jonas: »Rejs til den store by Nineve, og råb det, jeg befaler dig, ud over den.« Jonas rejste så til Nineve, som Herren havde befalet. Nineve var en stor by for Gud, tre dagsrejser stor. Da Jonas var kommet en dagsrejse ind i byen, råbte han: »Om fyrre dage bliver Nineve ødelagt!« Mændene i Nineve troede Gud på hans ord; de udråbte en faste, og både store og små klædte sig i sæk. Da sagen kom Nineves konge for øre, rejste han sig fra sin trone, tog sin kappe af, klædte sig i sæk og satte sig i støvet. Derpå lod han udråbe i Nineve: »Befaling fra kongen og hans stormænd: Hverken mennesker eller dyr, køer og får, må spise noget; de må ikke græsse, og de må ikke drikke vand. Både mennesker og dyr skal klæde sig i sæk og råbe til Gud af al magt. De skal vende om fra deres onde vej og holde op med at øve vold. Måske vil Gud så fortryde og vende om fra sin glødende vrede, så vi ikke går til grunde.« Da Gud så, at de vendte om fra deres onde vej, fortrød han og bragte ikke den ulykke over dem, som han havde truet dem med.”[1]
I kap. 4 ser man så, hvorledes Jonas efter episoden er så gal, at han ønsker han var død:
,,Da blev Jonas meget forbitret og vred. Han bad til Herren: »Ak, Herre, var det ikke det, jeg sagde, da jeg endnu var i mit land! Det var jo derfor, jeg ville flygte til Tarshish. Jeg vidste jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud, sen til vrede og rig på troskab, og at du fortryder ulykken. Herre, tag nu mit liv, for jeg vil hellere dø end leve.« Herren sagde: »Har du ret til at være vred?« Så gik Jonas ud af byen og slog sig ned øst for den. Han lavede sig en hytte og satte sig dér i skyggen for at se, hvad der skete med byen. Gud Herren befalede så en olieplante at skyde op over Jonas, så den kunne skygge for hans hoved og befri ham for hans mismod, og Jonas glædede sig meget over olieplanten. Men da det blev lyst næste morgen, befalede Gud en orm at gnave i olieplanten, så den visnede. Og da solen stod op, befalede Gud en gloende østenvind at komme, og solen stak Jonas i hovedet, så han var ved at besvime. Han bad om at måtte dø og sagde: »Jeg vil hellere dø end leve.« Da sagde Gud til Jonas: »Har du ret til at være vred over olieplanten?« Han svarede: »Jeg har ret til at være dødeligt vred.« Da sagde Herren: »Du har ondt af olieplanten, som du ikke har haft noget arbejde med at få til at gro, men som blev til i løbet af en nat og gik ud i løbet af en nat. Skulle jeg så ikke have ondt af den store by Nineve, hvor der er mere end hundrede og tyve tusind mennesker, som ikke kan kende forskel på højre og venstre, foruden en mængde dyr?«”[2]
Hvor Jonas altså var så ked af det, at han ønskede sin død, hvor meget MERE berørte det da ikke Gud, at menneskene ikke kunne skelne højre fra venstre, og gik sin straf og undergang i møde. At Gud her tilkendegiver, at han har det værre over menneskets fortabte tilstand, end et menneske har det som ønsker at dø, peger i øvrigt hen imod den senere episode, hvor Han sendte sin egen søn Jesus Kristus for at gå i døden for alle fortabte menneskers skyld, hvorved deres straf blev båret. Gud bliver altså dybt berørt over menneskets fortabte tilstand, og ønsker således at mennesket omvender sig, hvorved Han kan tilgive dem deres overtrædelser.
Beretningen om Jonas er utrolig vigtig hvad angår studiet af Guds tilgivende egenskaber, da den som sagt tilkendegiver, at Gud ikke blot KAN tilgive, såfremt mennesket omvender sig, men også virkelig ØNSKER at dette sker.
Bemærk
Det er vigtigt at bemærke, at Bibelen i høj grad knytter begrebet ”omvendelse” til Guds tilgivelse. Det er altså ikke nok, at man lige siger ,,ej hvor var det dog egentlig ærgerligt, at jeg gjorde som jeg gjorde”. Ens fremtidige handlinger må også tilkendegive, at man virkelig er indstillet på, seriøst at forsøge at ophøre med det man har gjort forkert. Dette kaldes omvendelse.
,,Derfor skal I omvende jer og vende om, for at jeres synder kan blive slettet ud;”[3]
Se i øvrigt Mennesket behøver at tage imod frelsen på denne hjemmeside, hvor emnet Guds tilgivelse behandles yderligere og hvor begrebet omvendelse forsøges uddybet.
[1] Det Danske Bibelselskab: ”Bibelen” - autoriseret af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II ved kongelig resolution af 19. februar 1992, ”Jonas Bog” kap. 3 v. 3-10
[2] Det Danske Bibelselskab: ”Bibelen” - autoriseret af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II ved kongelig resolution af 19. februar 1992, ”Jonas Bog” kap. 4 v. 1-11
[3] Det Danske Bibelselskab: ”Bibelen” - autoriseret af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II ved kongelig resolution af 19. februar 1992, ”Apostlenes gerninger” kap. 3 v. 19
----------------------------------------------------
Kilder:
Det Danske Bibelselskab: ”Bibelen” - autoriseret af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II ved kongelig resolution af 19. februar 1992
|
|
|
|
