Forsiden

 

Bibelskribenterne havde ingen værdi som vidner og de nedskrev begivenhederne alt for sent



I bogen ”Mirakler og Åbenbaringer” skriver forfatteren Erich von Däniken følgende: ,,Men sandt at sige, så var ingen af evangelisterne samtidige med Jesus, og ingen som levede på Jesu tid skrev nogen øjenvidneskildring. Først efter Jerusalems ødelæggelse i år 70 under den romerske kejser Titus (39-81 e. Kr.) begyndte man at gøre optegnelser om Jesus og hans disciple. Men hvis tidspunktet for Jesus død sættes til år 30, så skrev Markus som den første af bibelforfatterne sit evangelium mindst 40 år efter Kristi død på korset.”[1]
     For det første, så er det ikke fair at forlange ting omkring Bibelteksterne, som ikke forlanges af noget som helst andet historisk dokument. At henvise til, at evangelierne ikke blev skrevet imedens Jesus levede på jorden, har faktisk ikke meget på sig. Hvad angår Det nye Testamentes tekster, så er tiden fra hændelse til nedskrivning jo vel at mærke kortere, end hvad der er tilfældet for mange andre antikke skrifters vedkommende. F.eks. blev de to første biografier af Alexander Den Store[A] skrevet mere end 400 år efter Alexanders død, og dog regnes dette generelt som pålideligt blandt historikere. Så her burde Däniken jo også forkaste alle mulige andre dokumenter, som ellers normalt accepteres af lærde.
     For det næste er det rent ud sagt mærkværdigt, at Däniken fuldstændig har overset alle de paulinske skrifter, som blev skrevet i årene ca. 48-66. Hertil hører bl.a. Paulus første brev til korinterne, som er skrevet i år 54, hvor han omtaler den genopstandne Jesus, hvilket er et fuldstændig grundlæggende element i den kristne lære. Paulus brev til korinterne er i øvrigt blandt de tekster i Det nye Testamente, hvis autenticitet ikke er omtvistet blandt forskere. Dänikens påstand om, at der som et minimum gik 40 år fra det at Jesus døde, og til det at den første bibelforfatter skrev om Jesus, er ganske enkelt ikke sandt. Det kan selv de mest liberale forskere skrive under på.
     For det tredje, så er det ikke korrekt, at ingen øjenvidneskildring indgår i Bibelteksterne. Paulus var et personligt øjenvidne til den genopstandne Jesus, og han har trods alt skrevet ca. en fjerdedel af Det nye Testamente, bl.a. Romerbrevet, Korinterbrevene og Galaterbrevet, hvilke den kristne tro ifølge Lademanns Leksikon hovedsagelig knytter sig til. Nu er sagen naturligvis den, at Paulus ikke tæller som ”legalt øjenvidne” i mange menneskers øjne, der jo ikke kan godtage Paulus påstand om, at have mødt Jesus efter hans opstandelse fra de døde, da sådant naturligvis betragtes som utænkeligt og derfor stemples som uvirkeligt. Men læg nu mærke til følgende: Hele kapitlet i bogen, hvor det citerede indgår, er en længere redegørelse, hvor Däniken forsøger at fremføre argumenter for, at man ikke kan tro på alt det som står i Bibelen. Og nu har vi så bibelkritikken i en nøddeskal, da ræsonnementet jo lyder som følger: ,,Bibelen er ikke troværdig, eftersom den ikke er skrevet af øjenvidner, og vi ved at ingen af Bibelteksterne er skrevet af øjenvidner, eftersom det der står skrevet ikke kan passe.” Dette er et cirkelræsonnement med stort C, og beviser altså absolut ingenting.
     Derudover skal det påpeges, at det for mange af de øvrige skrifters vedkommende er omstridt, hvem som egentlig forfattede dem. Man kan således heller ikke blankt udelukke, at også nogle af dem kan være skrevet af øjenvidner.
     De her omtalte forhold behandles i artiklen Det nye Testamentes værdi som dokument på denne hjemmeside, hvilket kan anbefales for gennemlæsning.


Er Lukas-evangeliet pålideligt?
I bogen ”Den store illusion” af Judith Vogt bringes følgende citat af teologisk professor Uta Ranke-Heinemann: ,,Ved sin vilkårlige omgang med historien har Lukas vist sig som en uhistorisk referent, som eventyrfortæller.”[2]
     Også Vogt selv vil være lidt med på replikkerne og skriver følgende: ,,Dog Lukas er ikke historiker, men forkynder.”[3]
     Til dette er der ikke andet at sige, end at et utal af højtstående eksperter har en noget anden version af denne sag. Her kan vi starte med at citere John McRay. McRay er professor i Det nye Testamentes arkæologi, han har bidraget med artikler til 17 opslagsværker og han har præsenteret 29 forskningsartikler i professionelle selskaber. Vedrørende Lukas udtaler Professor McRay følgende: ,,Den generelle opfattelse blandt både liberale og konservative forskere er, at Lukas er meget korrekt som historieskriver. Han er belært, han er veltalende, hans græsk har en nærmest klassisk kvalitet, han skriver som en skolet mand og arkæologiske fund viser gang på gang at Lukas har ret i det han har at sige.”[4]
     Sir William M. Ramsay, professor i klassisk arkæologi, anses som en af de største arkæologer der nogensinde har levet. Her er, hvad Ramsay skrev: ,,Lukas er en historiker af første klasse; ikke bare er hans faktuelle redegørelser pålidelige… denne forfatter burde placeres blandt de allerstørste historikere.”[5] Og ,,Lukas´ historie er uovertræffelig hvad angår dets pålidelighed.”[6]
     Den særdeles dygtige F. F. Bruce, der er professor i Bibelkritik og Bibeleksegese[B], skriver følgende: ,,Lukas´ historiske pålidelighed er faktisk blevet anerkendt af mange bibelkritikere hvis standpunkt definitivt har været liberalt.”[7]
     Den store historiker, professor A. N. Sherwin-White fra Oxford University, skriver følgende: ,,For Apostlenes Gerninger er bekræftelserne på historisk korrekthed overvældende. …ethvert forsøg på at benægte dets grundlæggende historiske korrekthed, selv hvad angår detaljer, må nu forekomme absurd.”[8] (Alle forskere - såvel liberale som konservative - er enige om, at Lukas-evangeliet og Apostlenes Gerninger har samme forfatter. Apostlenes Gerninger regnes faktisk som en slags fortsættelse på Lukas-evangeliet).
     Også Craig L. Blomberg, som er professor i Det nye Testamentes eksegese[B] ved det meget anerkendte Denver Seminary, og i øvrigt har indgået i en elitegruppe af internationale forskere ved Cambridge-universitetet i England, og der regnes som en af Amerikas førende eksperter i Bibelens evangelier, kan med fordel citeres her. I et interview af Blomberg, foretaget af juristen Lee Strobel, hvor spørgsmålene drejede sig om, hvorvidt evangelieskribenterne er at betragte som pålidelige informationskilder, kommer Professor Blomberg afslutningsvis med følgende bemærkning: ,,Der findes masser af fortællinger om forskere i Det nye Testamente som ikke har været kristne, men som dog, gennem deres studie af netop disse spørgsmål er kommet til tro på Kristus. Og der har været yderligere adskillige forskere, som allerede har været troende, hvis tro er blevet styrket, blevet fastere, blevet mere grundfæstet, på grund af bevismaterialet - og det er den kategori jeg tilhører.”[9]
     Endelig kan vi citere juristen Lee Strobel, der også selv er godt indsat i emnet, og som skriver følgende: ,,…Lukas er blevet anerkendt som værende en omhyggelig og nøjagtig historiker, selv i de mindste detaljer. En fremstående arkæolog undersøgte grundigt Lukas´ henvisninger til 32 lande, 54 byer og ni øer og fandt ikke en eneste fejltagelse.”[10]
     Se i øvrigt Arkæologien lukker munden på bibelkritikere afsnittet ”Påståede fejl hos Lukas”, vedr. påståede fejl i Lukas-evangeliet, hvor den arkæologiske forskning ganske enkelt har givet kritikerne mundkurv på.
     I bogen ”Den store illusion” er forfatteren Judith Vogt tydeligvis frustreret over, at den før citerede Uta Ranke-Heinemann er blevet frataget ,,retten til at undervise i kirkens lære”[11], som han udtrykker det - well… det har der måske været gode grunde til!
     Det kan for øvrigt påpeges, at Lukas har forfattet ca. en fjerdedel af hele Det nye Testamente.


Skribenternes værdi som rapportører
Hvad angår de nytestamentlige skribenters værdi som rapportører henvises i øvrigt til Det nye Testamentes værdi som dokument afsnittet ”Skribenternes værdi som rapportører”, hvor dette behandles nok så indgående.




[A] Alexander Den Store levede fra 356-323 f.Kr., og var konge af Makedonien i 336-323 f.Kr. Alexander skabte et hellensk verdensherredømme ved i årene 334-324 f.Kr. at erobre hele Perserriget ved Babylonien og Ægypten, hvor han grundlagde Alexandria. Alexander kom således til at være konge af Ægypten i 332-323 f.Kr. og storkonge af Persien i 330-323 f.Kr. Alexander var i øvrigt elev af Aristoteles.
[B] Eksegese = fortolkning af en tekst; Bibeleksegese = Bibelfortolkning

[1] Erich von Däniken: ”Mirakler og Åbenbaringer” s. 69-70
[2] Uta Ranke-Heinemann: ”Nein und amen” s. 20, som citeret i Judith Vogt: ”Den store illusion” s. 41
[3] Judith Vogt: ”Den store illusion” s. 41
[4] Lee Strobel: ”The Case for Christ”, kap. 5, afsnittet ”Luke´s Accuracy as a Historian”
[5] Sir William M. Ramsay: ”The Bearing of Recent Discovery on the Trustworthiness of the New Testament” s. 222, som citeret i Josh McDowell: ”The New Evidence That Demands a Verdict” s. 63
[6] Sir William M. Ramsay: ”St. Paul the Traveller and the Roman Citizen” s. 81, som citeret i Josh McDowell: ”The New Evidence That Demands a Verdict” s. 63
[7] F. F. Bruce: ”The New Testament Documents” s. 92
[8] A. N. Sherwin-White: ”Roman Society and Roman Law in the New Testament” s. 189
[9] Lee Strobel: ”The Case for Christ”, kap. 2, afsnittet ”A Faith Buttressed by Facts”
[10] Lee Strobel: ”The Case for Christ”, kap. 5, afsnittet ”Luke´s Accuracy as a Historian”
[11] Judith Vogt: ”Den store illusion” s. 39


---------------------------------------------------------------------------
Kilder:

A. N. Sherwin-White: ”Roman Society and Roman Law in the New Testament”

Erich von Däniken: ”Mirakler og Åbenbaringer”

F. F. Bruce: ”The New Testament Documents”

Josh McDowell: ”The New Evidence That Demands a Verdict”

Judith Vogt: ”Den store illusion”

Lee Strobel: ”The Case for Christ”

”Den Store Danske Encyklopædi”

”Gads Bibel Leksikon”

”Gads lille leksikon”

”Lademanns Leksikon”