|
|
| |
|
Konklusion
Når man læser hvad jeg skriver om evolutionsteorien på denne hjemmeside, kan det måske for nogle virke som om, at jeg forsøger at ”vælte” evolutionsteorien og direkte modbevise denne. Dette er dog ikke min hensigt med det, som jeg på hjemmesiden har redegjort for, men mine hensigter er at gøre opmærksom på, at evolutionsteorien er en hypotese, på lige fod med Bibelens skabelsesberetning.
Jeg har således redegjort for en række videnskabelige fakta, der forklares mere logisk udfra Bibelens skabelsesberetning samt syndflodsberetning end ud fra evolutionsteorien. Endvidere har jeg redegjort for teoretiske vanskelligheder ved evolutionsteorien samt den kendsgerning at de mange såkaldte ”beviser” for evolutionsteorien, ikke er det der ligner videnskabelige beviser. Men dermed er evolutionsteorien dog heller ikke modbevist. Det som er vigtigt at forstå er, at troen på evolutionsteorien i lige så høj grad er et spørgsmål om tro, som det er tilfældet med Bibelens skabelsesmodel og syndflodsberetning, eftersom videnskabelige indicier foreligger, der taler for de sidstnævnte, lige såvel som nogle indicier taler for evolutionsteorien.
Mange videnskabsfolk har gennem tiderne som resultat af deres forskning af naturen ”havareret i troen” som det hedder, hvor disse havde vanskelligt ved at forene deres observationer i naturen, med Bibelens beretninger om skabelse og syndflod - (her kan som eksempel nævnes Charles Darwin).
Men omvendt er der - også i nyere tid - videnskabsmænd, som, efter mange års fuld overbevisning om at evolutionsteorien er sand, på baggrund af videnskabelige fakta ”havarerer” i ateismen, og går over til at tro på Bibelens skabelsesmodel og syndflodsberetning, eftersom de mener nævnte fakta bedre forklares udfra dette.
Det er mit indtryk, at mange evolutionstroende i dag ser sig selv som bedre vidende overfor en skabelses- og syndflodstroende. Sådan opfattelse kan kun skyldes et lavt informationsniveau vedrørende relevante fakta. Evolutionsteorien er i ligeså høj grad som Bibelens skabelses- og syndflodsberetning et spørgsmål om TRO. Ingen af hypoteserne har til dags dato kunnet hverken bevises eller modbevises - heller ikke så godt som bevises.
I forordet til Darwins bog ”Arternes oprindelse” oplag 1928, skrev datidens førende anatonom og ekspert i menneskets udvikling Arthur Keith følgende: ,,Evolutionen er ubevist og ubeviselig. Vi tror på den, da det eneste alternativ er skabelse og dette er utænkeligt”[1]. Bemærk at udgangspunktet for at antage at evolutionsteorien er sand lyder ,,...da skabelse er utænkeligt”, hvilket bygger på en filosofisk antagelse og ikke en videnskabelig eller logisk grund.
Jeg plejer at sige om ateister, som udviser en bedrevidende attitude overfor kristne, at ateisten TROR han VED, - den kristne VED at han TROR.
[1] Seminar ved atomfysiker Krister Renard i Borås 2-3/3 1996
-----------------------------------------------------------------------
Kilder:
Seminar ved atomfysiker Krister Renard i Borås 2-3/3 1996
|
|
|
|