Jesus, Darwin eller LaVey?

		Den kemiske evolution Den kemiske evolutionsteori er læren om, hvorledes den første levende celle tilfældigt og på egen hånd blev dannet ud af ikke levende materie. Millers forsøg med aminosyrer I 1953 udførte Stanley L. Miller et forsøg på University of Chicago, hvor det eksperimentelt lykkedes at påvise, at spontan dannelse af visse organiske forbindelser kan finde sted, under de forhold og med de reaktanter, som af evolutionister menes at have fundet sted på jorden og i dennes atmosfære for ca. 3,5 mia. år siden. Man anvendte det såkaldte ”Millers apparat” til eksperimentet. ”Millers apparat” udgjorde et lukket system, hvori man forsøgte genskabe de forhold, der mentes at have været gældende ved livets spontane opståen. Apparatet tilførtes således en blanding af luftarterne metan, hydrogen og ammoniak. Desuden tilførtes vanddamp. Endvidere konstruerede Miller et reaktionskammer i systemet, hvor to elektroder skulle simulere lyn, eftersom dette fænomen ansås at have forekommet mere hyppigt den gang end i dag. Blandingen i systemet fik lov at stå og cirkulere uberørt en uge, hvorefter væsken i apparatet blev undersøgt. Undersøgelserne af væsken viste, at der var blevet dannet forskellige organiske forbindelse - aldehyder, carboxylsyrer samt forskellige aminosyrer. Andre forskere har siden gentaget forsøget (også med blandinger af andre luftarter), hvor resultatet har vist sig at være det samme. Hvor man med tiden har fået bedre muligheder for at analysere væsken af sådanne systemer, har man endvidere kunnet påvise, at der ved disse forsøg endvidere spontant dannes forskellige sukkerarter samt puriner og pyrimidiner, hvor de to sidstnævnte er typer af aminosyrer, der bl.a. indgår i kernesyrer. Man mener således, at der i jordens daværende atmosfære, under forhold der svarer til de i de her beskrevne forsøg, skal være blevet dannet organiske forbindelser, som så gennem lange tider er blevet opkoncentreret i oceanerne, for til sidst at udgøre hvad man kalder ”ursuppen”. Eftersom de under eksperimentet dannede stoffer udgør nogle af grundbyggestenene i levende celler, anses disse forsøgsresultater af stærkt troende evolutionister, som værende en eller anden form for ”bevis” for, at livet skal kunne have opstået tilfældigt på jorden af død materie. Eksempelvis kan nævnes, at proteiner betragtes som den vigtigste forudsætning for liv, da disse fungerer som byggematerialer i celler, enzymer og hormoner. Et protein er sammensat af en række aminosyrer, hvilket opstod spontant under Millers forsøg. Matematikken er et problem Som beskrevet i ”Millers forsøg med aminosyrer” er det en kendsgerning, at nogle af livets byggesten kan dannes spontant under simulerede forhold der svarer til, hvad evolutionstroende forskere mener har hersket på jorden og i dennes atmosfære for længe siden. MEN, når dette er sagt, så er der rent faktisk ikke så meget mere at sige i denne sammenhæng, til støtte for den traditionelle lære om den kemiske evolution. Som i så mange andre tilfælde indenfor evolutionslæren, reklamerer dens fanatiske udbredere ikke så meget med de til hypoteserne ubrydeligt knyttede matematiske problemer. Kendsgerningen, at proteiner er opbygget af sammenkædede aminosyrer, sammenholdt med det faktum at der under Millers forsøg dannes aminosyrer, kan man let få til at lyde som om, at man derved er tæt ved at have påvist, at proteiner kan opstå spontant. Men der er imidlertid nogle problemer, og disse skal snart vise sig, ikke at være af så lille størrelsesorden. Aminosyrer forekommer i to typer: d-formen (højre) og l-formen (venstre). Dette kan sammenlignes med et menneskes venstre og højre hånd - de kan ganske enkelt siges at være opbygget ”spejlvendt” i forhold til hinanden. Ved almindelige kemiske eksperimenter - f.eks. Millers forsøg - frembringes 50% af d-formen og 50% af l-formen. Det som er interessant i denne sammenhæng er, at der for alle proteiner gælder - (med nogle yderst sjældne undtagelser), - at sådanne kun kan fungere, såfremt disse udelukkende er opbygget af EN slags aminosyrer - i naturen er det således altid l-formen. De to typer af aminosyrer reagerer omtrent lige let med hinanden som med sin egen type. For en given sådan reaktion mellem to tilfældige aminosyrer er der altså en sandsynlighed på 1:2 = 0,5 for, at to aminosyrer af samme form finder sammen. Da et gennemsnitligt protein indeholder omtrent 410 aminosyrer, alle af samme form, giver dette nu en sandsynlighed på 1:2⁴⁰⁹ = ca. 1:10¹²³ = 0,00… 123 nultaller efterfulgt af et 1-tal. Dette betyder på dansk, at hvis man 10¹²³ gange gentager en proces, hvor 410 vilkårlige aminosyrer - f.eks. fra en stor ”ursuppe” - finder sammen, vil der i et af tilfældene dannes en kæde, udelukkende bestående af aminosyrer på l-formen. At sandsynligheden er forsvindende lille i tilfælde som dette, kompenserer evolutionister for ved at indføre et tilstrækkelig stort antal tilfælde, hvorved sandsynligheden alligevel ikke bliver så lille for, at sådant sker. Man indfører således millioner af år….men kan alle disse millioner og milliarder år nu gøre det? For at sætte ovenforstående tal lidt i perspektiv kan nævnes, at det beregnede antal elektroner i hele universet ligger på ca. 10⁸⁰. Hvis alle disse elektroner skulle deltage i 1000 milliarder reaktioner hvert eneste sekund, i løbet af universets beregnede maximale eksistenstid (30 milliarder år), ville de tilsammen ikke nå at deltage i mere end 10¹¹⁰ reaktioner. Dette kan passende sammenholdes med tallene ovenfra, hvoraf det som sagt fremgår, at hvis man 10¹²³ gange lod 410 vilkårlige aminosyrer - (f.eks. fra en tænkt ursuppe) - gå sammen, ville der i et af disse 10¹²³ tilfælde dannes en række med 410 aminosyrer udelukkende af l-formen. Faktum er altså, at der fra aminosyrers spontane opståen til disses tilfældige sammensætning til proteiner ligger et matematisk problem uden lige. Men ikke nok med det. For selv hvis man nu forestillede sig, at det næsten matematisk umulige skete, og aminosyrer virkelig gik sammen og dannede et protein, så er der stadigvæk langtfra dannet liv, for den enkleste form for levende substans indeholder faktisk ikke mindre end 124 proteiner. Sådan er det. Nu er jo ikke alle evolutionister idioter, og mange kan derfor godt se, at det med matematikken udgør et stort problem for teorien. Argumentet går da på, at det jo må være sket, eftersom livet nu en gang ER til. Som i Mutationer set i matematisk perspektiv på denne hjemmeside kan man også her passende bemærke, at den største procentdel troende forskere da også findes blandt matematikere og fysikere, hvor den laveste procentdel troende naturvidenskabsmænd derimod findes blandt biologer. Teorierne om livets opståen er uverificerede Phillip E. Johnson, som er professor i jura med speciale i analysering af argumenters logik samt identificering af hvilke antagelser som argumenter bygger på, gennemgår et sted i sin bog ”Darwin on Trial” de mest almindelige teorier for det første livs opståen, og her er bl.a. hvad han skriver umiddelbart forinden: ,,…emneområdet kemisk evolution, hvor flere scenarier konkurrerer om opmærksomhed. Jeg vil kun kortfattet beskrive de førende kandidater, eftersom emnet er godt dækket i andre bøger, og der er udbredt enighed om, at ingen teori har opnået nogen substantiel eksperimentel bekræftelse.”[1] Der gælder altså, at ingen af de teorier som forsøger at redegøre for, hvorledes det første liv oprindelig opstod, har opnået substantiel eksperimentel verificering. Der er altså kort sagt tale om ikke-verificerede teorier. Derfor kommer han logisk nok med følgende forslag, efter gennemgangen af disse teorier om den kemiske evolution: ,,Hvorfor ikke overveje den mulighed, at liv er, hvad det så tydeligt lader til at være, et produkt af kreativ intelligens?”[2] (Johnsons bog ”Darwin on Trial” kan for øvrigt bestilles gratis - se Bogen til dig på denne hjemmeside). Forskningen på celleniveau peger utvetydigt på en intelligent designer I bogen ”Darwin´s black box” redegør professoren i biokemi Michael J. Behe for, hvorledes de seneste årtiers omfattende og intense forskning har ført til, at mere og mere af den levende celles opbygning er blevet afdækket. Michael J. Behe udtaler i denne forbindelse: ,,Resultatet af disse kumulative anstrengelser for at udforske cellen - at udforske livet på det molekylære niveau - udgør et højt, klart, gennemtrængende skrig efter ”design!” Resultatet er så entydigt og så signifikant, at det må blive regnet som et af de største præstationer i videnskabens historie. Opdagelsen kommer på højde med dem af Newton og Einstein, Lavoisier og Schrödinger, Pasteur, og Darwin. Observationen af livets intelligente design er så skæbnesvangert som den observation at jorden kredser omkring solen eller at sygdomme forårsages af bakterier...”[3] Michael J. Behe redegør for, hvor utrolig opsigtsvækkende opdagelsen af cellens komplekse opbygning er, og hævder at forskningen på området uden tvivl gør det klart, at den levende celle må være fremkommet ved intelligent design. Han udtrykker hvor stor begejstring opdagelsen af cellens opbygning burde have fremkaldt i de videnskabelige kredse, men konstaterer at det modsatte dog snarere har været tilfældet, i hvilken forbindelse han udtrykker følgende: ,,Men ingen flasker er blevet trukket op, ingen hænder har klappet. I stedet omgives cellens enorme kompleksitet af en mærkværdig, forlegen stilhed. Når emnet kommer frem i offentlighed, begynder fødder at sidde uroligt og åndedrag at blive en smule anstrengt. I det private er folk lidt mere afslappede; mange indrømmer klart det påfaldende men stirrer bagefter på jorden, ryster på hovedet, og lader det blive ved det.”[4] Og videre skriver han ,,Hvorfor omfavner det videnskabelige samfund ikke grådigt dets overraskende opdagelse? Hvorfor bliver observationen af intelligent design håndteret med intellektuelle handsker? Dilemmaet er, at når den ene side af elefanten er stemplet intelligent design, så er den anden side nok stemplet Gud.”[5] Michael J. Behes udtalelser er særligt påfaldende, idet at han som professor i biokemi uden tvivl må kunne siges at være på faglig hjemmebane i denne her sag. Men også andre videnskabsfolk kan med fordel citeres i denne her sammenhæng, bl.a. den tyske ingeniørprofessor Dr. Werner Gitt, som i en artikel vedrørende information og DNA skriver følgende: ,,Der findes ingen videnskabelig lov, som støtter opfattelsen af at livet, med al dets information, skulle kunne opstå fra ikke levende materie. Tværtimod ved vi fra videnskabelige principper, specielt fra mit eget ekspertområde[A], at information (af den slags som vi finder i alt liv) altid peger tilbage mod en intelligent afsender. Når vi betragter alt levende, med baggrund i den kundskab vi i dag har om DNA, udgør videnskaben en stærkt støtte for troen på en Skaber.”[6] [A] Professor Werner Gitt har skrevet mange videnskabelige artikler indenfor områderne informationsteori, matematik og reguleringsteknik. [1] Phillip E. Johnson: ”Darwin n Trial” s. 105 [2] Phillip E. Johnson: ”Darwin n Trial” s. 110 [3] Michael J. Behe: ”Darwin´s black box” s. 232-233 [4] Michael J. Behe: ”Darwin´s black box” s. 233 [5] Michael J. Behe: ”Darwin´s black box” s. 233 [6] Werner Gitt: ”Bländande design i miniformat”. GENESIS nr. 3 2002 s. 3 ----------------------------------------------------------------------- Kilder: Mats Molén: ”Vårt ursprung?” Michael J. Behe: ”Darwin´s black box” Phillip E. Johnson: ”Darwin on Trial” Werner Gitt: ”Bländande design i miniformat”. GENESIS nr. 3 2002 s. 3 Internet: ”Livets ophav”: http://home5.inet.tele.dk/ako/natur/ophav/ophav_menu.htm - (dette link er desværre ikke længere tilgængeligt). Indledning til ”Livets Ophav”: http://home5.inet.tele.dk/ako/natur/ophav/main_page.htm - (dette link er desværre ikke længere tilgængeligt).

Den kemiske evolution