|
|
| |
|
Er Bibelen inspireret af Gud?

Mange kristne mennesker er af den overbevisning, at Bibelen er blevet direkte inspireret af Gud, og den omtales derfor ofte som ”Guds Ord” af troende kristne. Nogle tror på en mere eller mindre bogstavsinspiration, hvor hvert ord menes at være ”indblæst af Guds Ånd”, som det udtrykkes. Det danske præsteløfte nøjes med at tale om ,,Guds ord, således som det findes i de profetiske og apostolske skrifter[A]”.
Af mange mennesker anses troen på Bibelens overnaturlige inspiration dog som udtryk for barnlig naivitet grænsende til det latterlige. Men er der egentlig nogen fornuftmæssig grund til at tro, at Bibelen virkelig er inspireret af Gud?
Eftersom dette spørgsmål naturligvis går på, hvorvidt de mennesker, som skrev Bibelens ORIGINALE TEKSTER, var under overnaturlig inspiration fra Gud, bør det i denne her sammenhæng først og fremmest bemærkes, at ingen af Bibelens originale skrifter haves i besiddelse i dag. Studiet af Bibelens skrifter baseres på de temmelig mange Bibelhåndskrifter som i dag kendes - såvel ældgamle som mindre gamle, - og her forekommer en vis indbyrdes variation, hvorfor det altid i nogen grad vil være et spørgsmål om vurdering - og dermed også tro, - præcis hvad som oprindelig er skrevet; dvs. hvilke af de ældste håndskrifter, som er mest lig originalerne, samt i hvilken grad der er lighed i det hele taget. (Se Bibelens ældste håndskrifter på denne hjemmeside).
Troen på originalskrifternes overnaturlige inspiration bygger dels på den antagelse, at Gud er til, og ønsker at kommunikere med mennesket - (se evt. Ateisme på denne hjemmeside, hvor argumenter for og imod Guds eksistens gennemgås). Med denne antagelse som udgangspunkt, er det også meget rimeligt at tro, at Han i så fald både har haft interesse i og ved sin almagt evner til at gøre dette, samt at sørge for, at indholdet bevares gennem årene, under hvilke forhold afskrivninger end måtte være foregået.
Men kunne den sande Guds åbenbaring til menneskeheden i så fald ikke lige såvel være indeholdt i Koranen eller mange andre påståede Guddommelige værker?
Årsagen til at mange mennesker tror på, at netop Bibelens originaltekster er inspireret af Gud, er i mange tilfælde ganske enkelt den, at man har gjort sig iagttagelser i verden, som man anser at stemme godt med, hvad man finder beskrevet i Bibelen. Det kan f.eks. dreje sig om lige fra iagttagelser af historiske kilder, studier af arkæologi, geologi, astronomi, fossiler m.m. til mere generelle betragtninger af verden og menneskelivet samt personlige erfaringer man har gjort sig, hvorigennem man på mange punkter mener at have fået bekræftet sandfærdigheden ved Bibelens tekster.
Det er nok mange menneskers indtryk, at kristne benytter en form for ”omvendt logik” ved afgørelsen af, hvorvidt Bibelen er overnaturligt inspireret, hvor man tror, at den kristne FØRST bestemmer sig for at Bibelen har Gud som ophavsmand, og DEREFTER antager at alt det som står nødvendigvis også må være sandt. Dette er dog ikke altid tilfældet. For mange kristnes vedkommende er det omvendte snarere tilfældet: Eftersom man er kommet til den konklusion, at mange ting tyder på, at det som står faktisk er sandt, mener man dermed at det må være rimeligt at antage, at en Gud kan have inspireret teksternes skribenter - (se Indicier der taler for Bibelens troværdighed på denne hjemmeside).
Hvad angår menneskers overvejelser om, hvorvidt Bibelens budskaber indeholder nogen grad af sandhed, kan vi som passende eksempel citere den forhenværende ateist og forsker i atomfysik Krister Renard, hvis overbevisning til at begynde med var følgende: ,,Jeg var ateist, og var i gang med forskerstudiet i fysik, og jeg var overbevist om, at videnskaben havde bevist, at der ikke fandtes nogen gud…”[1] Manden mente dog ikke, at han som ateist egentlig kunne fornægte Bibelen, så længe han ikke havde læst den; altså måtte den jo lige læses. Da manden omsider var færdig med at studere Bibelen, var hans vantro faktisk også kommet til en ende, og Krister Renard udtaler i denne forbindelse: ,,…og bagefter havde jeg jo så læst igennem hele Bibelen. Og da havde jeg, til min store forskrækkelse - som jeg næsten syntes først - opdaget at ”jamen det her er formentlig sandt”. Det her stemmer jo. Når man studerer verden, når man ser hvorledes mennesker er, når man ser hvorledes verden er, så stemmer det jo. Jeg havde troet, at Bibelen skulle være fuld af selvmodsigelser - et 7-årigt barn skulle muligvis kunne tro på det med bibeholdelse af sin fornuft. Men sådan var det ikke.”[2] Og Krister Renard udtaler endvidere vedrørende Bibeltroen ,,…det er ikke bare en tro mod bedre viden, men selv de intellektuelle indicier taler for, at det som findes her i Bibelen, det er faktisk den absolutte sandhed.”[3] Endvidere udtaler han ,,Når det gælder Bibelens historiske skildringer, bekræftes disse mere og mere, efterhånden som nye arkæologiske iagttagelser gøres.”[4]
For mange andre troende menneskers vedkommende forholder det sig på tilsvarende vis, og andre lignende eksempler kunne derfor nævnes her, for hvorledes mennesker er kommet til den tro, at Bibelen er inspireret af Gud, EFTER at have erkendt dens sandfærdighed - (se f.eks. Forskere udtaler sig om Bibelen og arkæologien på denne hjemmeside om den berømte assyriolog Professor A. H. Sayce).
Teologisk professor Walter A. Elwell er af følgende opfattelse: ,,Bibelen er en af de største gaver, som Gud har givet verden.”[5]
I Bibelen finder man visse passager, der antyder, at i hvert fald nogle af Bibelens skribenter skal være blevet inspireret af Gud. Dette udgør dog i første hånd ikke noget stærkt argument, eftersom hvem som helst let kunne påstå sådant - eller evt. senere tilføje dette til en allerede skreven tekst. Men sammen med en række andre indicier, som taler for Bibelens guddommelige inspiration - f.eks. dens tilsyneladende høje grad af sandfærdighed samt dens evne at på profetisk vis beskrive hændelser allerede før de indtræffer - kan disse skriftsteder naturligvis tages som et delargument, der bestyrker opfattelsen af, at Bibelen er inspireret af Gud.
[A] Dvs. nogle af de i Bibelen indeholdte tekster.
[1] Seminar ved atomfysiker Krister Renard i Borås 2-3/3 1996
[2] Seminar ved atomfysiker Krister Renard i Borås 2-3/3 1996
[3] Seminar ved atomfysiker Krister Renard i Borås 2-3/3 1996
[4] Internet: Atomfysikeren Krister Renards hjemmeside:
http://gluefox.com/
Menu: ”Livsåskådning och kristen tro”, ”Finns det något som talar för att Bibeln verkligen är sann?”
[5] Walter A. Elwell med flere forfattere: ”Lohses Bibelhåndbog” s. 7
-----------------------------------------------------------------------
Kilder:
Walter A. Elwell med flere forfattere: ”Lohses Bibelhåndbog”
Lademanns Multimedia Leksikon 2001
Internet: Atomfysikeren Krister Renards hjemmeside:
http://gluefox.com/
|
|
|
|